Politisk arbejde

Øjenforeningen fortsætter med at sætte synet på dagsordenen

På årets Folkemøde afholdt Øjenforeningen debatten ’Ældre mister synet, mens de venter i køen til øjenlægen’. Blandt debattørerne var sundhedspolitikere fra regionerne og Christiansborg, der alle var enige i, at de nuværende patientrettigheder ikke fungerer på synsområdet.

Øjenforeningens direktør, Marijke Vittrup (til venstre), og næstformand, Morten la Cour (til højre), debatterede sammen med sundhedsordfører Per Larsen (K), regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Torben Kjær (EL) og formand for Danske Patienter, Klaus Lunding, problemer og løsninger på de lange ventetider til øjenlægen.

Foto Arthur Cammelbeeck

Som opfølgning på Øjenfore­ningens synskonference ’Ingen skal miste synet, mens de venter’ i januar blev behovet for hurtigere udredning og behandling af aggressive, hurtigtudviklende øjensygdomme såsom våd AMD endnu en gang sat til politisk debat.

Sammen med Øjenforeningens direktør, Marijke Vittrup, og næstformand, Morten la Cour, blev problemer og løsninger diskuteret blandt debattørerne, der alle var enige i, at de eksisterende patientrettigheder er utilstrækkelige på synsområdet, hvilket går ud over de danske øjenpatienter.

Eksisterende patientrettigheder er utilstrækkelige på synsområdet, hvilket går ud over de danske øjenpatienter.

”Det er ikke et dansk sundhedsvæsen værdigt, at man risikerer at blive blind, mens man står på venteliste,” sagde den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, der også nævnte, at en ny patientrettighed måske er en mulighed, da ”det her er mere akut end det, vores nuværende patientrettigheder kan klare.”

Øjenforeningen vil sikre bedre rettigheder

Øjenforeningens direktør, Marijke Vittrup, pegede på behovet for en national taskforce forankret i Sundhedsstyrelsen, der skal sikre, at vi får fuldt udbytte af de penge, vi allerede bruger på området.

”Vi fortsætter nu det politiske arbejde og følger blandt andet tæt op på de gode dialoger, vi har haft med politikere og embedsmænd,” fortæller Marijke Vittrup til VÆRN OM SYNET, og understreger:

”Og vi stopper ikke, før vi har sikret de danske øjenpatienter bedre rettigheder.” 

Se eller gense årets folkemødedebat 

Set i medierne siden sidst

11. maj

DR satte fokus på konsekvenserne af de lange ventetider til øjenlægen for blandt andet AMD-patienter og bragte gennem dagen indslag i både radio og tv samt artikler på internettet, hvor Øjenforeningens direktør, Marijke Vittrup, stillede op til interview og citat.

Billed-Bladet

10. juni

Øjenforeningens eksklusive forsidehistorie med Ghita Nørby, der for første gang fortalte, at hun lider af øjensygdommen våd AMD, blev taget op af flere medier efter udgivelsen af VÆRN OM SYNET. Billed-Bladet, B.T. og Ekstra Bladet og flere andre citerede dansk skuespils førstedame fra interviewet med medlemsbladet og brugte samtidig spalteplads på at oplyse deres læsere om selve øjensygdommen, behandlingsmuligheder og hvilke symptomer, man skal være opmærksom på.

7. august

Under overskriften ”Rygning kan ramme synet” kunne DR informere lyttere, seere og læsere på radio, tv og inter­nettet om, at 80 pct. af danskerne ikke er klar over, at rygning skader synet. Historien blev bragt på baggrund af en flyer, som Øjenforeningen og Optikerforeningen har lavet sammen i forbindelse med en ’Tjek dit syn’-kampagne. Øjenforeningens direktør uddybede derfor konsekvenserne i den bedste sendetid.  

 

 

Når du nu er her

Hvert år bruger 1/2 million danskere vores viden om synet. Vi er glade for at tilbyde forskningsbaseret viden om synet til dig - helt gratis. Det vil vi gerne blive ved med. Derfor har vi brug for din hjælp. Gør ligesom tusindvis af andre.

Selv et lille bidrag er velkommen
Øjenforening har støttet ny dansk forskning i øjensygdom

Elsebet Østergaard
og Cecilia Rönnbäck
fik legater fra Øjenforeningen
Støttebeløb: 886.000 kr.